De eksekutive funktioner er hjernens "styresystem" og er afgørende for planlægning, problemløsning, impulskontrol og følelsesregulering. De spiller en central rolle i stort set alle dagligdags aktiviteter – lige fra at lave mad til at komme ud ad døren i tide eller løse opgaver på arbejde eller i skole.
Hvis disse funktioner er påvirkede, kan det føre til store udfordringer i hverdagen. Det kan vise sig som vanskeligheder med struktur, vedholdenhed, overblik eller følelsesmæssig regulering. Nedsatte eksekutive funktioner ses ofte hos personer med ADHD, autisme eller efter længerevarende belastninger – men de kan også optræde isoleret uden en underliggende diagnose.